Midt i valgkamp: Gi’r skattebetalt kæmpe-koncert

Kilde: Ekstra Bladet 8 Sept 2021

Citat:

Ingen kvaler – borgerne betaler:

Frederiksberg-borgmester Simon Aggesen bruger halv million skattekroner på at forkæle 1500 ældre med koncert og blødt brød midt i valgkamp. Oppositionen raser.
Kunne det friste at spare turen på fem kilometer til DR’s koncerthus og en billetpris på op til 600 kroner for at komme til hyldestkoncert med Bent Fabricius-Bjerre-tema?
Så må vi håbe, du er pensionist og bor på Frederiksberg.
Der har de nemlig en overmåde flink borgmester, Simon Aggesen (K), som i dette valgår har den helt store skatteyder-tegnedreng fremme.
Midt i kommunalvalgkampen.
Her skal 1500 af kommunens folkepensionister forkæles med både wienerbrød, kaffe og tre koncerter over temaet fra den nyligt afdøde Matador- og Olsen Banden-komponist.
Selvfølgelig med tale fra den glade giver, borgmester Aggesen, samt en repræsentant fra de konservatives byrådsgruppe.
Knap halv mio.
Det fremgår af et referat fra Magistraten i Frederiksberg kommune, at der skal bruges 485.000 kroner på de tre ældrekoncerter, som skal holdes 28. september – ca. seks uger før kommunalvalget, der afholdes 16. november.

Ekspert: Ligner en tanke
Ifølge kommunalvalgsekspert Roger Buch ligner det, at Simon Aggesen udnytter kommunal promovering af ham som borgmester.
– Det ligner en tanke, at det bliver rykket til lige præcist slut september op til et kommunalvalg.
– Vi bliver nødt til at have en diskussion om det her: Er det fairness i et demokrati, at vi giver de stærke politikere – borgmestre – masser af hjælp via kommunale kommunikationsafdelinger, mens oppositionen bliver holdt i kulden i?