Frederiksberg-skandalen: Rådmand vil også have beskæftigelsesområdet undersøgt

Kilde: Berlingske d.6/12-2019

Citat:

Frederiksberg-skandalen: Rådmand vil også have beskæftigelsesområdet undersøgt

Mindst et barn er blevet ulovligt fjernet fra sin mor, og 800 sager skal gennemgås for fejl i Frederiksberg Kommunes familieafdeling. Nu vil rådmand have en ekstern undersøgelse af kommunens arbejdsmarkedsforvaltning, på samme måde som familieafdelingen er blevet undersøgt.
Tilliden til forvaltningen i Frederiksberg Kommune er i bund, efter at det kom frem, at noget var helt galt i familieafdelingen. En undersøgelse fra revisionsfirmaet BDO konkluderede, at hverken retssikkerhedsloven, forvaltningsloven, offentlighedsloven eller serviceloven samlet set blev overholdt, og ifølge kommunen var der fejl i samtlige sager, som BDO undersøgte.

Børne- og ungedirektøren blev fyret, Frederiksberg Kommune er nu i gang med at gennemgå 800 sager om alt fra tvangsanbringelser til støtte i hjemmet for fejl, kommunen har sat gang i en ekstern undersøgelse af kulturen i forvaltningen, eksperter taler om en skandale uden sidestykke, og Ombudsmanden har udbedt sig dokumenter og en handlingsplan fra Frederiksberg Kommune.